Få kontorinspiration og konkrete ideer til at indrette kontoret
Kontoret er et af de steder, hvor vi tilbringer flest vågne timer og et af de vigtige fundamenter i vores arbejdsliv. Derfor er det vigtigt, at du og dine medarbejdere trives bag computeren.
Hvis der først er problemer med arbejdsmiljøet og indretningen, kan der desværre gå lang tid, før du opdager, at det specifikt er indretningen, den er gal med. Ofte udmønter det sig i, at du eller medarbejderne får for mange sygedage eller problemer med at arbejde effektivt. Men også samarbejdet og det psykiske arbejdsmiljø kan hurtigt blive problematisk, hvis kontoret ikke er indrettet hensigtsmæssigt.
Ofte opstår problemerne, fordi rummet ikke er indrettet godt nok i forhold til de opgaver, I løser, eller fordi der er for meget larm eller forkert lys. Det kan du forebygge ved at følge de kontorindretningsideer, som jeg deler her i blogindlægget. Vejledninger, jeg har samlet og testet de 13 år jeg har arbejdet som indretningsarkitekt for erhvervskunder. Du kan også læse Arbejdstilsynet “Sådan forbedrer I arbejdsmiljøet” eller hente Kontorinspiration og ideer hos Banking Sparekassen Kronjylland´s afdeling i Aarhus.
Anbefalingerne er delt i 2: Først hvad du kan gøre i forhold til dit eget kontor eller arbejdsstation. Dernæst, hvad du kan gøre mere overordnet, hvis du deler kontor med andre.
Til info får jeg ikke noget henvisningsfee for at omtale nogle af produkterne.
Inspirationstip 1:
Kig mod døren
Placer dit skrivebord, så du kan se hen mod døren. På den måde kan du let følge med i, hvem der kommer ind på kontoret eller går forbi ude på gangen. Sidder du med ryggen eller siden til døren, kommer du til at vende dig rundt hver gang du hører skridt eller andre lyde, og det forstyrrer dit arbejde meget mere, end når du hæver blikket.
På mindre kontorer er det forholdsvis let at vende bordene på den måde, og det giver i sig selv en ro, at du fysisk kan sidde helt stille, mens du arbejder. Husk kontorinspiration er ideer til din kontorindretning.
Inspirationstip 2:
Få dagslys ind fra siden
Dagslys er nødvendigt for at have et optimalt arbejdsmiljø, og det er vigtigt, at dagslyset rammer din arbejdsstation rigtigt. Solen må ikke skinne på din skærm, for det gør det svært for dig at læse, og du kommer let til at knibe øjnene sammen og risikerer at få hovedpine. Sørg i stedet for at få lyset ind fra siden. På den måde har du naturens bedste arbejdslys, og du kan kigge ud ad vinduet, når du har brug for at se på andet end skærmen.
Inspirationstip 3:
Suppler med en god skrivebordslampe
Uanset om du får naturligt dagslys eller ej, er det vigtigt med en rigtig god skrivebordslampe.
Ofte vil du have svært ved at ændre loftslyset på dit kontor, men din skrivebordslampe giver dig mulighed for at justere lyset på din egen arbejdsstation. Lyset betyder helt lavpraktisk, at du kan se det, du arbejder med, og det markerer din arbejdsplads i lokalet, så du får lettere ved at koncentrere dig.
Sørg for, at din skrivebordslampe lyser der, hvor det vil være naturligt for dig at skrive noter på en blok. Enten på højre eller til venstre side af din computer.
Køb gerne en fleksibel skrivebordslampe, hvor du kan kippe med lampehovedet og let justere lysets retning. Vælg en lampe med en LED pære af høj kvalitet, der kan sprede lyset på skrivebordet mindst 50 cm.
Inspirationstip 4:
Indret kontoret efter firmaets designmanual
En nem måde at skabe ro i lokalet og samtidig bekræfte virksomhedens designlinje er ved at bruge jeres officielle farver, når det kan lade sig gøre. Eksempelvis en reol, kopper eller gulvtæpper i samme farve som logoet. Du kan også indramme logoet i en kvalitetsramme eller indrette med fysiske ting, der matcher jeres produkter. Eksempelvis skibe i shippingvirksomheden eller mælkeflasker hos mejeriet.
Arbejder du som rådgiver, vil relevante fagbøger også passe ind og samtidig understøtte din faglighed. Husk jeres kontorinspiration, eksempel jeres produkter fagbøger mm. også giver jeres kunder et signal om jeres virksomheds signalværdi.
Inspirationstip 5:
Adskil kontor- og mødeafdeling
Især på små kontorer kan det være et problem, at du gerne vil have både en kontorafdeling og et sted at holde møder. Her er det vigtigt, at de forskellige afdelinger er afgrænset, så både du og andre er klar over, hvornår I holder møde, og hvornår du løser skrivebordsarbejde.
Afgræsningen af de to forskellige aktiviteter er så vigtig, at jeg til enhver tid vil anbefale færre og mindre kontormøbler for at få plads til adskillelsen, end at presse store skriveborde ind. Tit kan I løse de samme opgaver ved mindre borde, hvis I sørger for at holde orden jf. tip 6.
Overvej også, om dit kontor er for småt til en mødeafdeling, eller hvor vigtigt det er for dig at kunne holde møderne på dit eget kontor. Måske er det bedre at booke et mødelokale til dine møder. Overvejer du professionel hjælp til jeres kontorindretning?
Inspirationstip 6:
Hold orden med lukkede reoler
Selv om du er et ordensmenneske, er det svært at komme udenom naturligt arbejdsrod på skrivebordet. For når du fordyber dig i noget, har du tit brug for at have bøger eller mapper ved hånden. Med skuffedariet som du kan se på billedet, kan du have dine mapper under skrivebordet, så du let kan sætte dem på plads i takt med, at opgaven skrider fremad.
Ofte kommer en opgave til at virke større og mere uoverskuelig, end den er i virkeligheden, fordi du har for mange arbejdsmapper til at ligge på bordet. Når du er færdig med en arbejdsdag, så gør det til en vane at gennemgå, hvad du skal bruge næste dag, og læg disse dokumenter i en lille stak på det samme sted. Så er det rart og forudsigeligt at møde ind i morgen.
Undgå for så vidt muligt åbne reoler. For når du kan se dine ting, ser du jo også andre opgaver end den, du er i gang med, og det gør det sværere for dig at koncentrere dig
Inspirationstip 7:
Begræns private ting på kontoret
Et kontor er en arbejdsplads. Den signalværdi kan du bekræfte og tydeliggøre ved at begrænse, hvor mange private ting, du har på kontoret.
Især når du er leder eller har en anden autoritet, er det vigtigt, at du signalerer netop det på dit kontor. Private ting som familiebilleder, børnetegninger eller solbriller kan forvirre medarbejdere og kolleger, der kommer på dit kontor. Dels fordi du fremstår meget mere privat, og dels fordi tingene ikke understøtter det, I skal tale om. Tværtimod.
I nogle brancher, som eksempelvis skoler og institutioner, har du et videre spænd i forhold til børnetegninger, da de rent fagligt vil passe bedre ind her end i andre typer virksomheder. Men overvej alligevel, hvor privat du vil være. Ofte kan billeder af din egen familie stå i kontrast til nogle af de samtaler, du skal have på kontoret.
Overvej også, hvor mange ting du har på dit skrivebord. Uanset om tingene er private eller mere praktiske kontorartikler, er de ofte med til at skabe uro og fjerne fokus fra dine arbejdsopgaver.
Inspirationstip 8:
Styrk indeklimaet med grønne planter
Grønne planter er godt for indeklimaet og giver dig på en gang både liv på kontoret og noget roligt og behageligt at kigge på, mens du arbejder. Men med indkøb af planter kommer også behovet for at vande. Derfor kan du overveje at hyre et eksternt firma til både at købe og passe planterne.
2 særlige inspirationstip, når mange deler det samme kontor
Inspirationstip 9:
Skab arbejdsro på kontoret
Deler du kontor med andre, kan støjgener hurtigt blive et stort problem. Men det er heldigvis et problem, du let kan forebygge.
Særligt her handler det om at se på arbejdsfunktionerne og indrette efter, hvem der laver hvad og med hvem.
Hvis to kolleger har behov for at tale meget med hinanden i løbet af dagen, kan de fint sidde lige over for hinanden. Men hvis de ofte skal koncentrere sig og arbejde på egen hånd eller tale meget i telefon, vil det være hensigtsmæssigt at adskille dem med en lyddæmpende væg, så de hverken ser eller hører hinanden.
Det er også en mulighed at placere en lyddæmpende stol i hjørnet af lokalet, så I kan sætte jer i den, når I skal fordybe jer. I kan dæmpe lyden yderligere med filtmåtter under computer, mus, skrivebord og kontorstol. Hvis I kan finde disse måtter i jeres logofarver, er det selvfølgelig at foretrække. Hjælp til indretning af storrumskontor?
Jo flere aktiviteter, der skal finde sted i et lokale, jo vigtigere er det at markere tydeligt, hvad der skal ske hvor. Den markering kan du lave med skillevægge, gulvtæpper eller et markeret loftslys, der alle skal understøtte grænserne mellem en aktivitet og en anden. Eksempelvis en kontorarbejdsplads og en mødeafdeling. Det behøver ikke blive særlig dyrt. Ofte bruger jeg kontorinventar og billige kontormøbler fra IKEA til at skabe den effekt.
Inspirationstip 10:
Giv ejerskab til storrumskontoret
Storrumskontoret er på mange måder et svært rum at indrette, fordi mange mennesker skal have opfyldt hver deres behov i samme rum. Samtidig kan det sjældent lade sig gøre, at alle får en plads ved vinduet og det naturlige dagslys.
Her er det særlig vigtigt med lyddæmpende skillevægge og individuelle skuffedarier eller reoler, da behovet for en afgrænsning af sin egen plads er ekstra vigtigt, jo flere der skal opleve, at de hører til i lokalet.
Ofte har et storrumskontor flere flyverpladser, som deles af flere medarbejdere. Og når de ikke har deres faste plads, kommer de let til at føle sig som gæster på kontoret. Det kan i sig selv let give problemer i et rum, der er udfordret i forvejen. Her er det særlig vigtigt, at medarbejderne uden fast plads har deres eget skuffedarium eller reol. En mulighed er en denne reol på hjul, som de nemt kan tage med sig, når de skifter plads. Samtidig skærmer den naturligt af fra det store lokale, og den kan lukkes efter behov.
Især hvis I har et storrumskontor er det vigtigt at sikre, at der er nok eksterne mødelokaler og mindre telefonlokaler.